Fire Investigation

Brandefterforskning - Hvorfor er regresvejen nødvendig for reduktion af brande?

10 september 2021

Hvorfor er regresvejen nødvendig for reduktion af brande?
Med denne artikel vil jeg forsøge at belyse en vej for øget personsikkerhed, reduktion af omkomne og økonomiske omkostninger i relation til brande.

Jeg vil primært fokusere på vigtigheden af brandefterforskning generelt samt den korrekte placering af ansvar, og tilbagekaldelse af farlige produkter. Jeg undlader derfor at fordybe mig i påsatte brande, brandsikkerhed, begrænsning af skader eller statistiske opgørelser omkring dødsbrande og økonomi.

Der er en relativt stor volumen i brandskader, og skaderne løber ofte op i ganske betragtelige beløb, hvorfor forsikringsselskaberne har stor interesse i at få klarlagt, om der kan gøres regres.
Ofte er det dog ikke umiddelbart givet, hvad der var årsag til branden, og det er så her brandefterforskningen kommer ind i billedet.”

Sammenhængen mellem regres og brandefterforskning
I brandsager betyder regres som oftest, at et forsikringsselskab pga. en forsikringsaftale med sin kunde betaler for udbedringen af en brandskade hos kunden, og derefter kræver erstatning af den, der formodes at være erstatningsansvarlig for skaden – f.eks. en producent, hvis produkt er defekt og derfor har forårsaget branden, en håndværker, der ved uagtsomhed, eller tilsidesættelse af regler, har startet en brand, el.lign.

Brande og følger af disse er en voldsom belastning både samfundsmæssigt og økonomisk. Hvordan får vi så reduceret antallet af brande?
Vi skal nok starte med at se os lidt om efter interessenter, hvor de mest tydelige er Politiet og de økonomiske interesser, hvor forsikringsselskaberne er den dominerende part.
Udover disse hovedgrupper er der de personer, der til dagligt arbejder med brandefterforskning. Personer som kan være ansat henholdsvis i den offentlige sektor eller i private virksomheder. F.eks. politi, forsikringsselskaber og private efterforskningsvirksomheder.

Det er nok en sandhed med modifikationer, men populært kan det udtales, at:

1: Politiets hovedformål er at fastlægge om, der er er tale om et strafferetsligt forhold. Og hvis dette ikke er tilfældet, stopper de ofte deres efterforskning, hvilket kan ske både meget tidligt og sent i efterforskningsprocessen.

2: Forsikringsselskaber er populært sagt interesseret i at passe på deres kunders penge og vil derfor gerne have, at det reelle ansvar identificeres og den ansvarlige part pålægges den økonomiske byrde.

3: Brandefterforskerne, ja nu kommer vi til de lidt mærkelige individer, der som hovedregel ikke har noget imod at blive kaldt nørder. Vi er en gruppe personer her i landet såvel som i resten af verden, der alle har viet deres arbejdsliv til den noget specialiserede disciplin der benævnes brandundersøgelse eller brandefterforskning.
Det er lidt farligt at generalisere, men jeg gør det alligevel. Brandundersøgere og -efterforskere er alle dedikerede og oprigtigt interesserede i at finde den konkrete brandårsag. Generelt er vi ikke specielt interesseret i strafferet, ansvarsret eller forsikringsmæssige forhold. Vi ønsker reelt bare, at der er aktører i markedet, der har brug for vores kvalifikationer og kompetencer og derfor giver os muligheden for at undersøge og efterforske brande.

Brandefterforskningens principper og dokumentation
Brandefterforskning har igennem de seneste årtier været under rivende udvikling. Dette ses især ved, at professionelle efterforskere anvender en videnskabelig metode til at udføre samt dokumentere undersøgelsesresultater.

De manualer, der er kendt, og anvendes på vores breddegrader: Dansk brandmanual, Nordic fire manual, ENFSI’s Best Practice Manual for the Investigation of Fire Scenes og NFPA 921 er alle gennem tiden blevet opdateret og anvender i dag den samme i forskellig udstrækning videnskabelige metode.

Hos Envista anvender vi NFPA 921: ”Guide for Fire and Explosion Investigations” der var den første metode, hvor man adopterede en videnskabelig tilgang ved brandefterforskning. NFPA 921 er i dag stadig den metode, der opdateres oftest med nye tiltag samt den mest omfattende i sin form.

Overordnet set, er den videnskabelige metode i dag anerkendt som værende den eneste rigtige vej til at drage sikre konklusioner.

Formålet med en brandefterforskning er at fastlægge og dokumentere nedenstående

Hvor er branden opstået
Hvad var antændelseskilden (kompetent)
Hvad var det først antændte materiale
Hvordan antændelseskilde og det først antændte materiale er blevet forenet/kom i kontakt

Fase 2 undersøgelse
Hvis der, hvilket der ofte gør, kommer svar på de ovenstående punkter kan der iværksættes en fase 2 undersøgelse (en efterfølgende undersøgelse) der kan have forskellige formål, herunder fastlæggelse af ansvaret!

Er brandårsagen for eksempel forårsaget af en fejl i et produkt, i manglende vedligehold eller i forkert betjening eller ligger årsagen i udført reparation/håndværk, eller er det en udefra kommende hændelse (f.eks. overspænding) eller lignende eller er der noget helt andet?

Sammenhæng mellem regresvejen, reduktion af brande og forhåbentlig fjernelse af farlige produkter fra markedet.
Når man med metodisk og professionel brandefterforskning identificerer en reel årsag til en brands opståen, er der dannet grundlag for ansvarsplacering og dermed regres.

Det er min forhåbning, at regres i brandsager resulterer i, at den økonomiske belastning af brande bliver placeret hos den ansvarlige part og/eller dennes forsikringsselskab. Med visheden om risikoen for at blive mødt med erstatningskrav får producenter og andre, hvis arbejde indebærer risiko for brand, et incitament til at få fjernet farlige produkter fra markedet eller få indført procedurer, der kan modvirke, at brande opstår.

Opsummering
Ansvaret og den økonomiske belastning bør placeres korrekt, det vil sige hos den ansvarlige part, der har forårsaget branden. Dette vil øge både fokus på kvalitet samt på sikkerhed ved udførelse af arbejde i mange brancher. Opmærksomhed på kvalitet og risici ved de produkter, der introduceres på markedet bør ligeledes øges, hvilket som konsekvens vil reducere volumen af de farlige produkter på markedet over tiden (et godt eksempel på en ny type brande, som spås en markant stigning, er ”batteribrande”. Vi ser allerede flere eksempler på at der sker overopladninger, defekte batterier selvantænder, forkert anvendelse i hårde miljøer samt en række billige produkter af lav kvalitet.)

Dette kan bl.a. ske ved kvalitative brandundersøgelser/brandefterforskninger udført efter en videnskabelig metode og dokumenteret så der ikke efterlades tvivl om brandårsagen.”

Har din virksomhed været udsat for skade?

Vores eksperter kan hjælpe dig!

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Vi har eksperter i mange tekniske discipliner fordelt over hele verden. Kontakt os, så vi kan finde den rigtige ekspert til opgaven.

 Envista Forensics Logo
Udforsk vores hjemmeside

Vores job er at løse komplekse udfordringer for vores kunder ved skadehændelser. Vi servicerer virksomhedsejere, små som store og uanset, hvor det er henne i verden og uagtet af, hvilket problem de står overfor.